Billeder fra sommerferie og søskende weekend

Så fik jeg endeligt taget mig sammen og lagt billederne fra vores sommerferie på Langeland og Fyn på hjemmesiden. Vi lejede en campingvogn på Fyn, som vi kørte til Langeland og fik stillet op på DCU-Camping Billevænge Strand. Det var en fin plads til at afprøve livet i en campingvogn. Ugen blev brugt på at køre Langeland tynd, med afstikkere til Fyn og Tåsinge og Thurø. Vejret var ikke det bedste alle dagene, men pyt.
 
 
Den 19. september havde Anja og familie inviteret til søskende lørdag i Ørnhøj. Det blev en rigtig hyggelig dag, som dels foregik ude i det gamle brunkulsleje i Abildå og hjemme hos dem selv. Vi startede i brunkulslejren med at gå en tur i den skønne natur. Herefter blev der tændt op i bålfadet, så der kunne grilles pølser og brød til frokosten. Hanne havde lavet en lille sjov konkurrence med nogle svære spørgsmål. Der var fine præmier. Mai og Lærke opførte også et godt teaterstykke for os. Efterfølgende kørte vi hjem til Anja og Brian igen, til eftermiddagskaffe med hjemmebag og til aftensmad fik vi lækker lasagne. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor der rigtigt blev snakket.
 
I kan se alle billederne i vores fotoalbum HER